Bornholm: Smukke naturoplevelser, der venter på dig

Gæsteindlæg af outdoorfotograf Daniel Villadsen

Find inspiration til vandreeventyr på Bornholm, og bliv klogere på øens skjulte naturperler, outdooraktiviteter, spektakulære naturområder og bygningsværker.

Bornholm: Smukke naturoplevelser, der venter på dig

Er du på nippet til at kaste dig ud i at opleve et lille vandreeventyr i den storslåede danske natur men mangler inspiration til, hvor turen kan gå hen?

Så kan du med fordel læse med i indlægget her, hvor Daniel og Marianne udforsker Danmarks solskinsø nr. 1, og gør dig klogere på dens skjulte naturperler, udfordrende outdooraktiviteter, spektakulære naturområder og bygningsværker og ikke mindst giver dig opskriften på smagen af forår.

God læselyst

På en lun forårsdag i slutningen af april, tog Marianne og jeg til Bornholm for at udforske de skjulte naturperler på den famøse solskinsø.

Foråret er en spændende periode at besøge øen, da vi kunne nyde naturen med lidt ekstra plads, i ly for højsæsonens turisme.

Det var første gang for os begge i vores voksenliv, at vi besøgte Bornholm, så forventningerne var høje - og vi blev bestemt ikke skuffede.

Kom godt rundt på øen med app’en “Bornholm”

Til planlægning forud for vores tur, benyttede vi Destination Bornholms hjemmeside, som indeholder masser af relevant information og inspiration.

Foruden hjemmesiden er der nu også kommet en app, ved navn Bornholm, som vi har haft stor glæde af.

Her fandt vi en masse ideer til både outdooraktiviteter, gourmetoplevelser, seværdigheder, overnatning, samt kalender over diverse aktiviteter og begivenheder gennem året.

Hammerknuden Rundt - en vandretur i det danske "bjerglandskab"

Der er mange smukke vandreruter på Bornholm – og du kan både vælge mellem lange og mindre lange vandreture fordelt på hele øen; så der er noget for enhver smag!

Vi havde god tid så vi vandrede bl.a. hele øen rundt på den ca. 120 km lange vandrerute langs kysten – så smuk.

En af øens mest spektakulære ruter er den 7 km lange vandrerute, “Hammerknuden Rundt”, som på 2-3 timer tager dig rundt om Bornholms nordlige del.

Det klipperige landskab skiller sig meget ud fra det “gængse” danske landskab og er virkelig et besøg værd!

På grund af lidt ekstra højdemeter og kuperet terræn på ruten, er det vigtigt at I husker godt fodtøj.

Med start i Sandvig vandrede vi langs kysten op til øens nordligste punkt, Hammerodde, hvor det hyggelige fyrtårn, Hammerodde Fyr, står.

På vejen kunne vi se, at træerne så småt var begyndt at blive grønne - det varer ikke længe før skoven står i fuldt flor!

Fra fyret gik vi videre langs kyststien og passerede Salomons Kapel; en gammel kirkeruin fra 1300-tallet, der gennem tiden er blevet brugt af de folk, som fangede sild omkring Hammeren.

På vores vej rundt tillod det klare vejr, at vi kunne se over havet til Sverige, som kun ligger 37 km væk.

Ruten førte os videre gennem det kuperede terræn mod Hammer Havn, hvor vi nød udsigten til det ikoniske Hammershus på toppen af bakken bag havnen.

Derefter førte ruten os væk fra kysten og ind til den flotte, menneskeskabte sø, Opalsøen.

Søens dybblå vand stod spejlblankt og reflekterede de få hvide skyer på den forårsblå himmel.

Rutens afslutning var på toppen ved Hammeren Fyr, hvor fårene roligt gik rundt og græssede.

Det granitgrå fyrtårn rager næsten 70 meter op, og det lyser fortsat om natten.

Med den smukke udsigt over hele landskabet, var stedet et perfekt spot til at nyde en flot solnedgang.

Klatring ved Opalsøen

Foruden udforskning af vandreruten rundt om Hammerknuden, udfordrede vi os selv med en klatretur ved Opalsøen.

Her stod Klatring Bornholm klar til at give os en ægte klippeklatring og rappelling oplevelse ned ad de store granitfjeldsider.

Selvom der er langt ned, kan det virkelig anbefales at nyde udsigten over Opalsøen, Hammershus og havet i baggrunden på vej til toppen.

Vi bookede 2 timer, og det var nok tid til at afprøve forskellige ruter med varierende sværhedsgrader.

Vores kompetente instruktør, Oliver, gav os en kyndig instruktion og gjorde det til en sjov, tryg og autentisk oplevelse.

Lyder aktiviteten som noget for dig, skal du blot huske at medbringe vand, tøj du kan bevæge dig i og godt humør - så sørger Klatring Bornholm for resten.

Solnedgang fra månelandskabet ved Kultippen

Et andet unikt sted at opleve en solnedgang fra, er Kultippen, som ligger på vestkysten syd for byen Hasle.

Det grå og støvede ørkenlandskab minder ud fra min bedste overbevisning om at befinde sig på månen.

Udover smukke solnedgange i horisonten, kunne vi vende blikket opad og nyde udsigten til den klare stjernehimmel, når mørket faldt på.

Området har meget lidt lysforurening, og derfor står stjernerne ekstra tydelige her. Så pak det varme tøj og få to unikke naturoplevelser på én gang.

Vi valgte faktisk at tage herud og nyde solnedgangen hele to aftener, da området havde gjort så stort et indtryk på os.

Udover at nyde selve solnedgangen var det charmerende at se, hvordan farvetonerne i himlen skiftede, mens vi kunne høre bølgerne slå mod stranden under os.

Døndalen og Danmarks største vandfald

Inde i den forårsspirende løvskov nord for Gudhjem, blandt anemoner og duftende ramsløg, fandt vi Danmarks største vandfald.

Vi vandrede langs åen, som bugter sig gennem den 200 meter brede sprækkedal, og efter ca. 1 km ankom vi til det 20 meter høje vandfald.

Efter en fin sejltur fra Gudhjem og forbi Helligdomsklipperne, som ligger ude ved kysten, kun 1 km fra Døndalen, vandrede vi til vandfaldet.

Ramsløg-heaven

Udover at huse Danmarks største vandfald, så er Døndalen også kendt for at have hele skovbunden fyldt med ramsløg.

På vejen tilbage fra det storslåede vandfald, samlede vi derfor frisk ramsløg til at lave vores egen Ramsløgspesto - den perfekte smag af forår.

Vi havde i den anledning indkøbt ingredienser, herunder lokal bornholmsk rapsolie, til formålet.

Nedenfor har vi delt en nem og velsmagende opskrift, som du kan prøve af. Det er desuden muligt at variere ingredienserne ud fra, hvad du har i køkkenskabene og har lyst til.

Ramsløg-heaven:

• 3 håndfulde ramsløg (skyllet)

• 30 g cashewnødder

• 40 g parmesan (groft revet)

• Saft fra 1/2 citron eller lime

• 3 spsk olivenolie/rapsolie

• Salt og peber

Fremgangsmåde:

• Mix alle ingredienser og blend dem.

• Smag til med salt og peber.

• Nyd med fx lokale bornholmske rugkiks

Tip: Du kan fryse pestoen ned, så du kan nyde den på et senere tidspunkt.

Skræddersy dit eget eventyr til Bornholm

Uanset hvilken type naturoplevelse du søger, så har Bornholm masser af muligheder.

Du kan opleve rå klippekyst på nord- og østsiden af øen, eller nyde de bounty lignende sandstrande på sydkysten ved Dueodde.

Du kan udforske de tætte skove ved Alminde og Paradisbakkerne, eller “get lost on the Moon” ved Kultippen på øens vestkyst.

Dertil kommer, at der er noget at se uanset årstiden.

I forhold til overnatning har du også alverdens muligheder at vælge imellem.

Du kan have base i et af de mange hyggelige sommerhuse, hoteller eller Bed & Breakfast steder, eller benytte de charmerende shelters, som er placeret langs vandreruterne.

Du kan med andre ord skræddersy dit helt eget eventyr ud dine ønsker og med hjælp fra app’en Bornholm og de lokale tips fra Destination Bornholms hjemmeside.

Så pak vandreskoene, rygsækken, og skaljakken - og forbered dig på et skønt eventyr på solskinsøen.

Se flere billeder fra Daniels og Mariannes mange ture rundt om i Danmark og find inspiration til dit næste outdoor-eventyr på: @mariannesoegaardv og @dvphoto.dk

Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret

Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg