Cykelpigernes sydamerikanske eventyr

Siden sidst I hørte fra os her, har vi nået en kæmpe milepæl på vores rejse. Vi ankom nemlig til Verdens ende, Ushuaia, i starten af marts. Det betyder, at vi nu har færdiggjort vores store Sydamerikaeventyr for denne omgang, men det er ikke ensbetydende med, at vi er færdige med cykeleventyret. Vi vil i denne omgang forsøge at samle enderne på de tråde, der er blevet trukket gennem de seneste 6 måneder igennem det sydamerikanske kontinent. Så læn dig tilbage og nyd en tur ned af memory lane med Cykelpigerne.

Kulturchok fra start

Som I kunne læse i forrige blogindlæg, bød starten fra vores hjemby, Give, til Amsterdam med fly videre til Cusco på en pokkers masse punkteringer, stjålne cykler, forsinket bagage og besvimelse grundet højdesyge. Da vi var kommet over disse bump, stod vi klar til at tage Sydamerika med storm!

Peru og Bolivia blev et møde med en helt anderledes levestandard, kultur og ikke mindst natur, end nogen af os nogensinde havde oplevet før. At cykle rundt i byer med huse bygget af blikplader, aggressive gadehunde på hvert gadehjørne og restauranter, hvor Fødevarestyrelsen ville besvime af fortvivlelse, hvis de kiggede forbi. Sidstnævnte har for Julie også været en af de udfordringer, der lige skulle overvindes… Dagene bød dog også på hjælpsomme lokale, masser af smil, samt daglige møder med lamaer, alpakaer og deres hyrder. Hyrderne var altid interesserede i at snakke med os og de kom ofte løbende hen over marken for at høre, hvad to blege tøser dog lavede på jernhestene her. De var specielt interesseret i, hvor i alverden vores mænd var henne. Det var helt umuligt for dem at forestille sig to piger rejse rundt uden mænd!

Bolivia blev også landet, hvor vi krydsede verdens største saltørken, Salar de Uyuni. En magisk tur over saltflagerne. Alt var hvidt og uden en eneste vej, så vi fandt frem udelukkende med kompasset, som guide. Det var så ubeskriveligt og et af de tidspunkter på rejsen, hvor vi har følt os allermest frie, men samtidig også helt vildt små i et kæmpe storslået landskab. Efter tre dage i den hvide salt, krydsede vi grænsen til Chile. Her fandt vi igen asfalt. Godt nok er saltørkenen helt fantastisk, men grundet vinden, var salten ualmindelig ujævn, så alt i kroppen havde fået sig en god rystetur og skreg efter lidt mere fladt og jævnt underlag...

Uheld i Atacama

Vi kunne åbenbart bare ikke få nok af ørkenlandskabet, for da vi kom til Chile gik turen endnu engang gennem en ørken, nemlig Atacama Desert. I kontrast til saltørkenen er Atacama mere som man normalvis forestiller sig en ørken: Sand, tørt og det hele i en brunlig nuance. Gennem Atacama havde vi fortsat nogle bjergkryds. Det fede ved bjergkryds er, at man efter at have kæmpet sig op i et sneglende tempo, kan få fantastisk meget fart på ned ad de lange nedkørsler. Det kan dog i ny og næ gå lidt for stærkt, især hvis man ikke lige får rettet ordentlig op, når man skal køre over togskinnerne, som krydser vejene hist og her. Det lærte Julie på den hårde måde, da hun med 40 km/t fik drejet lidt skævt, og forhjulet derfor satte sig fast i et togspor. Hun fløj af cyklen med hovedet først og tiltuskede sig en hjernerystelse. Af den grund endte vi også med et par uger i en baghave i San Pedro de Atacama, lige før vores store bjergkryds over Andesbjergene. Vi havde i forvejen været ret spændte på dette stræk, for hallo, vi snakker Andesbjergene! Det lyder ikke som noget, man bare lige gør, og med en hjernerystelse oveni, som ikke havde meget bedring med sig, var det for alvor nu. Vi blev nødt til at tage stilling til, om vi kunne fortsætte. Efter snak med lægen hjemme i Danmark, blev vi enige om, at det her skulle lykkes. Nu var vi så langt, så hvis vi bare tog det lidt med ro på vej op, måtte det da kunne lade sig gøre - og det gjorde det!

Gavmilde Argentina

Efter krydset over Andesbjergene og ny højderekord på 4828 moh., var vi pludselig i Argentina. De første dage bød på stejle hårnålesving op og ned ad bjergsider. Fra den ene bjergside til den anden oplevede vi, hvordan ét bjerg kunne dele naturen - på den ene side tørt og råt, og den anden frodig og grøn. Vi oplevede hvordan menneskerne og kulturen ændrede sig til at være mere som i Vesten. Dette gjorde sig gældende i både Chile og Argentina. De to lande minder på mange måder om hinanden rent kultur- og udviklingsmæssigt. Det var bl.a. tydeligt at mærke, at befolkningen her var mere åbensindede og længere fremme ift. bl.a. seksualitet. Folk spurgte ikke længere efter vores mænd, men tog det modsat som en selvfølge, at vi var kærester. Selvom det ikke er tilfældet, har accepten været superfed at mærke.

Argentina var også landet, hvor vi kunne fræse ad lange flade landeveje, hvilket vi havde savnet en smule. Det betød størstedelen af tiden over 100 km. om dagen. Varmen vi mødte her gav os et indblik og forståelse for siestaen. For føj for pokker, hvor kan sommeren være varm herovre. Det var der heldigvis også en masse søde forbipasserende, der var enige i. Så vores tid på Ruta 40 var præget af en masse skønne bilister, som glædeligt stoppede med alt fra vand og sodavand til sandwiches og snacks.

De argentinske byer emmede på dette tidspunkt af fodboldfeber, fest og farver. Dette kulminerede, da de vandt VM-guld, og gaderne blev fyldt med blå- og hvidklædte mennesker.

Glædeligt gensyn med Chile

Da vi nærmede os julen, slog vi et smut over Andesbjergene igen for at fejre jul og nytår i det chilenske. Denne gang var bjergpasset lidt mere overskueligt end sidst, da det ikke kun var en konstant stigning. Her var det blot de sidste 8 km. af den 200 kilometerlange tur til toppen af bjergpasset, som var en konstant stigning. Dette foregik dog i grus, modvind og med en stigning på knap 1000 meter, hvilket også gjorde det til et af de hårdeste stræk på turen. Det er vist ikke en mulighed for os at krydse et bjergpas uden skavanker. I denne omgang fik Ida æren af en omgang feber og svimmelhed, mens kampen gik mod toppen.

Julen brugte vi i selskab med et chilensk par i Santiago de Chile, og dagene mellem jul og nytår blev tilbragt i en lejlighed i centrum af hovedstaden sammen med vores bikepackerven, belgiske Stijn.

Herefter satte vi kurs sydpå, hvor nytåret blev fejret med en chilensk vennegruppe på ægte chilensk manér. En ordentlig omgang drinks, aftensmad omkring midnat og en 1. nytårsdag med endnu flere drinks. Det er åbenbart sådan man gør her. Tømmermænd skal klares med endnu mere alkohol… Da alkoholen var svedt ud af kroppen igen, blev kursen sat mod den chilenske vestkyst.

Vi havde forventet, at både Peru og Bolivia ville være de hårdeste lande at cykle gennem grundet de stejle og høje bjerge, men det har vist sig, at Chiles bakkede landskab faktisk har været noget mere krævende, da det hele tiden går op og ned ad små bakkestigninger. Her er vestkysten ingen undtagelse.

Det var også i Chile, vi havde en af de vildeste oplevelser, udenfor cykelsadlen. Vi besteg Villarrica vulkanen! Turen op var fantastisk, turen ned var MAGISK! Den foregik nemlig på numsebræt ned ad de sneklædte bjergsider. Det har været vigtigt for os hele rejsen igennem, at cyklen skulle være transportmiddel, men at der skulle være plads til en masse fede oplevelser væk fra cyklen også. Som svar på manges spørgsmål, er det netop også derfor vi ikke bliver trætte af at cykle. Vi cykler altid med kurs mod nye oplevelser. Cyklen giver os bare muligheder for at opleve og være nærværende i de omgivelser, vi befinder os i - altså er det dobbelt op på oplevelser!

Patagoniens to sider

Det sidste stykke af Sydamerika foregik i vilde Patagonien. På den chilenske side indebar dette Carretera Austral - en vej som førte os gennem det smukkeste frodige landskab med udsigt til vandfald, skove, gletschere og smukke søer. Modsat var den argentinske side goldt slettelandskab. Det var tørt og så blæsende, at der stort set intet kunne gro. Der var blot små græstotter og enkelte vindblæste træer. Alt var fladt, så der var intet, som i intet til at give læ for vinden. Og hvis man endelig fandt et punkt med læ fra en side, var man ikke engang garanteret en rolig nattesøvn. Vinden havde nemlig vist sig at kunne komme fra fire sider på én gang. Ikke så fedt, når man sov i telt. Vi erfarede, at ingen læ var lig med ingen søvn. Der var heldigvis mange forladte bygninger, men også refugios, som er små hytter staten har sat op til rejsende netop til formålet, som vi kunne slå lejr i.

Noget, der i Patagonien blev helt klart for os, er, at mennesker kan styre meget, men naturen har sin helt egen magt. Vi var flere gange ude for, at vinden var så stærk, at det var helt uforsvarligt at cykle. Da vi blev afhængige af at cykle i de mest vindstille timer og finde en bygning at sove i, måtte der en del mere planlægning til. Vi gav desuden afkald på en del af den store frihed, vi tidligere havde ved bare at kunne slå teltet op, når vi blev trætte. Der var i det sydlige heller ikke mange forskellige veje at tage, så de sidste uger på de sydamerikanske landeveje blev brugt i selskab med en flok andre cykelrejsende. For os en helt fantastisk måde at slutte turen af på. Det var en kæmpe sejr for os, da vi endelig nåede Ushuaia, og det gjorde det jo bare endnu bedre, at vi havde en hel flok nye venner at dele sejren og oplevelsen med. Flere af dem blev vi så tætte med, at det var helt trist at skulle tage afsked med dem igen. Heldigvis kommer de fleste fra det nordlige Europa, så mon ikke vi kan arrangere en reunionfest om nogle år.

Og på den måde endte vi på 6 måneder med 7 lande, 9615 km. og ca. 21 kg ketchup.

Hvad har vi lært

Mange pointerer overfor os, at det er så sundt for unge mennesker med en såkaldt dannelsesrejse. "Sikke meget I lærer om verden" og "Hvor er det en god måde at finde sig selv på". I starten synes vi, det lød som noget værre pjat. For vi ved da godt, hvordan verden fungerer, og vi har fundet os selv: Vi er jo lige her. I løbet af det seneste halve år som nomader er vi begyndt at forstå, hvad de kloge hoveder har ment. Vi har dog snarere fået bekræftet og nuanceret vores verdenssyn og selvbillede fremfor at have lært og fundet nye opdagelser.

Vi har især fået bekræftet den store forskel på folks muligheder rundt om i verden. En hel børnefamilie i Sydamerika kan leve for det samme, som en enkelt dansk ung får udbetalt i SU. Mange har aldrig rejst ud af deres hjemland på trods af en vild interesse for verden omkring dem og et kæmpe ønske om at udforske den. Det har sat en masse tanker i gang og skabt en kæmpe taknemmelighed for at vokse op i Danmark med alle muligheder foran os.

Derudover har rejsen bekræftet os i, at vi sagtens kan klare os på egen hånd. Inden rejsen havde vi lyttet længe nok på, hvad vores forældre, chefer, håndboldtrænere og ikke mindst lærere ville have os til at gøre. Nu var det tid til at stå 100% på egne ben. Med friheden kom også et krav om selvstændighed. Fra start faldt det os naturligt at være løsningsorienterede, da der ingen andre muligheder har været end at klare problemet.

Lige nu føles det ikke som om, at vi har udviklet os ufattelig meget som mennesker, men når vi tænker over det, er der alligevel sket lidt. Vi havde god selvtillid inden rejsen, men man føler sig altså ikke mindre badass efter at have krydset Andesbjergene tre gange på cykel