Læs med når vores testere taler om HOKA Bondi 8 og HOKA Mach 5
2023-02-10T10:22:59.455Z
2023-02-13T12:07:51.675Z
Bløde Bondi 8 & hurtige Mach 5
HOKA blev i 2009 skabt af de to franskmænd Nicolas og Jean-Luc, der havde en ide; de ville skabe en løbesko der fik dig til at føle dig flyvende og fri.
Deres opskrift på den ideelle løbesko består af 4 dele. Du starter med ekstra støddæmpning. Så tilsætter du en bredere sål, et skvat letvægtsmaterialer og til sidst tilføjer du med gelinde hånd en rocker i mellemsålen. Og her menes der ikke en stor biker med lædervest og en ordentlig kværn.
Rocker-designet er primært kendt fra ski. Tanken er, at den buede hæl- og forfodsudfærdigelse skaber mere fremdrift og momentum; på samme måde når du vipper frem og tilbage i en gyngestol.
Alle disse ingredienser skaber i fællesskab et mere smooth og ultrablødt løb. Og det uanset om du er den vildeste trailløber eller hverdagsmotionist, der blot ønsker at (gen)opdage, hvad ægte blødhed er.
Udviklingen står aldrig stille hos HOKA og vi er dykket ned i to af deres nyeste skud på stammen. Bondi 8 og Mach 5.
HOKA Bondi 8 – kan du stave til B L Ø D?
HOKAs Bondi 8 kan ved første øjekast ligne en reinkarnation af den sporty fætter til af 90’ernes mest ikoniske sneakers, der deler navn med en større by i det nordøstlige USA.
Men tag ikke fejl; ud over navnet, er der ikke mange ligheder mellem Bondi 8 og det hårde liv i en rigtig, amerikansk arbejderby. For meget kan man sige om Bondi 8 fra HOKA; men hård er den ikke.
Bondi 8 er ideel til næsten alt. Skal du løbe en laaaang, rolig tur, en afslappet restitutionstur eller går og står du bare meget i dagligdagen, ja så er Bondi 8 et oplagt valg at hoppe i og snøre komfortabelt over vristen. De kan sågar anvendes af både neutrale og mildt pronerende løbere, hvilket blot er med til at bidrage yderligere til en høj alsidighed.
Det første øjet naturligt falder på, er den voluminøse mellemsål. HOKA har udviklet en ny let, super blød og elastisk skum, der både tilfører smoothness og lidt ekstra støtte til dit løb. Skummellemsålen er lidt som at sætte sig en blød lænestol; du forsvinder næsten helt i den. På et splitsekund kan du fokusere på dit løb og lade tankerne vandre, mens det ene skridt tager det andet. Det kræver blot, at du kommer op ad lænestolen og ned i Bondi 8 løbeskoene.
Den nye skum er naturligvis ikke det eneste der er værd at fremhæve ved HOKA skoene. Selvom Bondi 8 er høj, er den samtidig let, så den ikke føles som en klods om benet. Læg dertil en åndbar overdel, gummizoner i ydersålen – der blandt andet er med til at reducere vægten – og et hældesign, der både er højere og har bølgede linjer. Netop det unikke hældesign er med til at forstærke skummellemsålens kvaliteter, så overgangen fra nedslag til afvikling bliver lige så smooth som en kølig milkshake en lun sommerdag.
Der både kan og skal siges meget om Bondi 8 fra HOKA. Men det allerbedste er nu en gang at lade dem tale for sig selv. Eller måske endnu bedre; hvad med at lade et par testere tale om dem.
Herunder kan du læse om Heidis, Louise Pernilles og Claus’ oplevelser med Bondi 8:
Heidi, @heidip72
Så har jeg igen fået lov til at teste min favorit løbesko, og som altid når jeg modtager skoene, er det bare ud af kassen og på med det samme.
Først synes jeg, den så lidt stor ud (jeg bruger størrelse 40) derfor fandt jeg Bondi 7 frem for at sammenligne. Den er noget bredere denne gang - ikke så meget indeni - men udenpå er forfodssålen næsten en cm bredere, og skoen føles en smule tungere. På den første løbetur føltes den lidt klodset, men efter flere ture og kilometer vænner man sig til den bredere forfod.
Det er en sko med super pasform og kanon stødabsorbering, overdelen er stadig i mesh og god åndbar. Selvom skoen har en fin polstring, så koger fødderne ikke, når man løber i varmt vejr. Den er virkelig stabil og samtidig blød… ja bare rar at løbe i.
Jeg har forsøgt at løbe lidt tempo og intervaller i HOKA Bondi 8, og vil sige det gik okay, men at den mest egner sig til rolige + lange ture og er super til restitutionsture. Den har et godt greb i underlaget, uanset om du løber på asfalt eller grussti. Jeg har fået løbet 70 km fordelt på 8 ture i de 14 dage jeg har testet dem, hvor længste tur var på 15 km.
HOKA Bondi har været min yndlings løbesko, siden jeg testede Bondi 6 i marts 2020. Og 7’eren har jeg været ret begejstret for - den har jeg i 4 farver - For ja HOKA laver altid deres modeller i flere lækre farver, så det er svært at vælge! Det samme er selvfølgelig gældende for Bondi 8… Så mon ikke der snart kommer en mere på hylden af denne model hjemme hos mig.
Louise Pernille, @louisepernille
Jeg har som testløber virkelig fået øjnene op for HOKAs løbesko, som siden jeg prøvede dem første gang, strøg direkte ind på min top 3 af yndlingssko.
Jeg er så begejstret for det bounce skoene giver, de er så dejligt bløde og trygge at løbe i. Faktisk så stolede jeg så meget på, at de her Bondi 8 ville være en succes, at jeg valgte at tage dem på aller første gang, da jeg stillede op i et ultraløb tværs over Sjælland. Skoene levede fuldt ud til mine forventninger - og mere til.
Dét jeg elsker mest ved Bondi 8 er blødheden, forstået på den måde, at de helt lavpraktisk er rare at sætte foden ned i, de er på ingen måde stive eller hårde, og sålen følger og støtter foden. Det føles blødt at lande i dem, samtidig med at det for mig også føles som om, at jeg bliver skubbet godt videre i dem også.
Skoen sidder også godt og stabiliserende omkring anklen, hvilket giver mig en tryghed i, at jeg ikke vrikker om, som jeg ellers desværre har en tendens til.
Jeg vil bruge denne sko til mængdetræning og langdistance løb, og jeg glæder mig til at løbe utrolig mange flere kilometer i dem. Derudover har de et fedt look, og det tæller altså også.
Claus, @blaabjerg_dk
Da jeg pakkede Bondi 8 ud af æsken, så jeg en visuelt flot sko, i friske farver. En hurtigt beslutning, og så afsted på første testtur, et interval træningspas.
Skoen virker meget bred, og jeg tænkte at det var meget voldsomt, men da først jeg begyndte at løbe, forstod jeg den brede form.
For Bondi 8 er virkelig en stabil sko, med godt hold på foden, den har en god pasform omkring hælkappen. Tåboksen er meget rummelig, og der er god plads til tæerne, jeg har normal fod, så jeg har virkelig meget plads til tæerne.
Ydersålen er grovmønstret, og velegnet til asfalt, skov og grus. Overdelen er blød, og du kan ikke mærke den, selv når du bevæger tæerne. Jeg har under testen ikke fået nogen vabler, og skoen har på ingen måde klemt nogen steder.
For mig er Bondi 8 velegnet til de lange ture, hvor du skal have kilometer i benene, uden at det koster for meget på bentøjet. Det er ikke nogen hurtigt sko, men lidt som en diesel motor, som bare leverer på de lange løbepas, uden du behøver at tænkte over skoen under løbet, som et sikkert valg, der bare sidder godt, og føles komfortabel uden at være meget blød.
Vælg HOKA Bondi 8, hvis du leder efter:
1. Stor komfort under lange løb.
2. Stabilitet omkring fod og ankel
3. Rummelig tå kasse, god plads til tæerne
HOKA Mach 5 er fart, tempo og festivitas i en og samme sko. At ”sætte” sig i Mach 5 er lidt som flyve en tur i et jægerfly. Masser af speed, høj puls og en oplevelse du sent vil glemme. Alene navnet er som skabt høj hastighed. Måske lige en enkelt disclaimer. Selvom du uden tvivl er hurtig, er de ikke sikkert du bryder lydmuren; altså medmindre du har dem på i jægerflyet.
Festivitassen i HOKA Mach 5 kommer til syne, så snart du lader øjnene vandre fra mellemsålen til overdelen. De helt smooth linjer i varierende farver sørger for, at der både er party in the front and party in the back. Den enkeltlagede, jacquardvævede meshoverdel er ikke bare flot at kigge på, den er også med til at reducere vægten og øge komforten. Whats not to like?
Det der gør HOKA til HOKA er naturligvis mellemsålen. Og Mach 5 er ingen undtagelse. Igen ligger det næsten i navnet. Luk øjnene og smag på det. PROFLY+. Pro Fly Plus. Hvis ikke en skummellemsål med det navn er som skabt til tempo, er der ingenting der er.
I klassisk HOKA-stil får du stadig en behagelig blødhed, nu blot tilsat et lille krydderi kaldet energi. Den responsive PROFLY+ skummellemsål tilfører et yderst energisk bounce, så du for alvor kan starte den tobenede jetmotor.
Står du med HOKAs Mach 5 i hånden, så prøv at vende den upside down og kig på sålen. Klassiske løbesko har tit enten en ydersål i gummi eller markante gummizoner. Men nu er Mach 5 heller ikke en klassisk løbesko. Ydersålen har dog stadig en snært af gummi via den gummificerede EVA-skumydersål. Dette design gør, at du får en mere responsiv ydersål og et mere grippy greb mod underlaget, selvom fodafviklingen er hurtigere end normalt, så du er sikker på at stå fast, når du flyver hen over asfalten.
Nogen sætter et spillekort i baghjulet på cyklen for at få den til at lyde som en hurtig motorcykel, andre laver vrooom lyde med munden når det skal gå rigtigt stærkt. Du behøver ingen af delene. HOKAs Mach 5 lyder ikke hurtig; den ER hurtig.
Og ved du hvem der også er hurtig? Det er vores testere. Læs hvad der skete, da Jannis og Mads snørede Mach 5 om fødderne og satte ild til underlaget:
Janni, @janniinsta
Ærligt…. kan vi alle ikke godt li’, når vores løbesko er så sindssygt flotte, at man selv (og andre) ikke kan lade være med at tjekke dem ud. Det har HOKA sørget for…. igen! Denne gang har jeg haft den store fornøjelse af at teste Mach 5, en temposko til den neutrale løber.
På første test-tur løb jeg 18 km. Det er muligt fordi de ikke føles som helt nye sko, der kræver tilvænning eller skal løbes til. Du kan bare tage skoene på, og så løbe! Noget jeg altid har haft rigtig god erfaring med, ved alle HOKA modeller.
Mach 5 er en let og lækker sko. Faktisk er det første gang jeg har prøvet så perfekt tætsiddende en sko, som vejer så lidt, at jeg nærmest glemte skoene under mine løbeture – intet klemmer, føles stift eller forkert.
Snørebåndene er lidt til den korte side. I hvert fald hvis man som jeg, både snører med hællås og laver dobbeltknude.
Mach 5 er en temposko der også fungerer til den daglige træning. Den er ift. tidligere model opgraderet med blødt, let og responsiv skum, så man får mere energi til at tage næste skidt. Jeg personligt føler det er let at løfte benene, lettere at få tempo på, og så oplever jeg mindre trætte ben ift. en temposko, fra andre mærker jeg har prøvet. Mach5 er ikke en hård temposko, jeg oplever en god og stabil affjedring under mine løbeture, både de korte og lange - uden dette, bliver mine ben ellers kørt trætte.
Sålen som er lavet af en særlig gummi, giver et rigtig godt greb i underlaget. Det mærkes især på asfalt og rundt i sving, på de dage der har regnet. Her har jeg oplevet sålen lidt glat, ved de tidligere/ældre modeller.
En særdeles let og tempofyldt sko, som fik mig rigtig godt igennem løbet Copenhagen Half Marathon – også uden jeg mærkede noget til det dagen efter. Jeg kan kun give min allerbedste anbefaling til denne sko. Hvis du, ligesom jeg selv, er meget glad for Clifton og/eller Kawana, men også ønsker en model som er lidt mere ”let og flyvende”, så er Mach 5 er rigtig godt bud!
Tak til Sport24 for at introducere mig for en vanvittig sko. Klart en favorit her!!
Mads, @madsjakobs1
Så landede den nye HOKA Mach 5 til test. HOKA er ét af mine faste mærker, så det var fedt at få deres nyeste skud på stammen hjem til min efterhånden store løbeskossamling. Men hey, man skal jo aldrig gå ned på udstyr.
Ved første øjekast ligner Mach 5 den klassiske HOKA-sko med den høje, brede og lange sål.
Det overraskende ved skoen er, at trods den store sål er skoen forholdsvis let. I min størrelse 46 2/3 vejer den således kun 257 gram, hvilket må siges at være ganske fint. Den lette vægt gør skoen velegnet til både de lange, og måske langsommere ture, samt de kortere med mere fart på.
Overdelen er lavet i et fleksibelt og åndbart mesh materiale. Skoen sidder godt på foden, og der er som altid fin plads til tæerne i HOKA-skoene. Pløsen er tynd og generer ikke. Min eneste bekymring var den forholdsvis hårde, faste og høje hælkappe. Men den har vist sig ikke at være et problem og gør, at skoen sidder godt fast om hælen.
Under skoen finder du ikke en klassisk ydersål. Så grebet på underlaget kan være lidt af en udfordring på de regnvåde dage, når du løber på ’blanke’ flader, fx beton/nylagt asfalt. Du kan få følelse af, at skoene glider i afsættet. Men ikke noget, som jeg oplevede på de tørre dage.
Min første tur i de neutrale løbesko var en 15 kilometers lang træningstur. Jeg stod tilbage med følelsen af en sko, der kunne have løbet længere. For den har en god stødabsorbering og giver samtidig også en perfekt energireturnering.
Mach 5 vil derfor ramme en bred målgruppe af løbere. For mange vil det være et oplagt supplement til skosamlingen. Den indbyder til tempotræning, men er samtidig også en god mængdetræningssko. Så hvis du endnu ikke ønsker at købe de lidt dyrere sko med carbonplade, så er Mach 5 et oplagt alternativ.
Skoens navn ’Mach’ henleder tanken på lydens hastighed, som vi kender det fra jagerfly, der bryder lydmuren. Om Mach 5 får dig til at løbe fem gange hurtigere, skal jeg lade være usagt. Men denne responsive sko kaldes også "Carbon X" uden carbonplade. Så den vil med sikkerhed få dit tempo i vejret.
Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret
Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg