Giv dit løb og sin styrketræning et boost med yoga. Læs alle fordelene her.
2023-02-03T10:51:22.318Z
2023-02-03T10:51:22.318Z
Du har nok hørt det før.
Yoga har SÅ mange fordele.
Fordele der gavner din krop og din generelle træning.
Inden du siger, ”Jamen, jeg er jo stiv som et bræt”, så husk på, at yoga ikke kun handler omsmidighed.
Yoga kan dyrkes uanset niveau og vores dygtige yogainstruktør Lene Gissel fortæller dig i indlægget herunder, hvorfor lige netop yoga er et perfekt supplement til både din løbe- og styrketræning.
Til sidst i indlægget finder du en video, hvor Lene deler nogle rigtig gode øvelser skræddersyet til dig.
Der er derfor god grund til at blive hængende og give yoga en ærlig chance.
Hvis du løber eller på anden måde træner, hvor løb indgår, kan du med fordel supplere din primære træning med yoga.
Der kan nemlig være både fysiske og mentale gevinster at hente.
Gennem de fysiske stillinger i yoga kan du især arbejde med at styrke din holdning og core-muskulatur (mave og ryg), som kan være gavnlig for dit løb og din løbeøkonomi.
Yogastillingerne kan også være med til at udstrække og smidiggøre de muskler, som belastes og bliver ’stive’ under løb – som for eksempel underben, lår, baglår og baller.
Her kan du gennem yoga opleve en større smidighed og bevægelsesfrihed i kroppen, når du løber og færdes i din hverdag generelt.
Gennem de forskellige stillinger kan du også blive opmærksom på ’ubalancer’ i din krop – måske er du mere ’spændt op’ i den ene hofte end i den anden?
Det kan være ubalancer, som du ikke nødvendigvis ville opdage ellers, og som på sigt kan give dig smerter og overbelastningsskader.
Du kan altså forbedre din kropsbevidsthed gennem yoga og gavne dit løb. Derudover kan forskellige yogastillinger både styrke og smidiggøre de områder i kroppen, som ellers ikke tilgodeses, når du løber.
For eksempel kan du opleve stærkere arme og skuldre og mere smidige bevægelser i hoften.
I yoga kombineres de fysiske yogastillinger med forskellige åndedræts- og meditationsøvelser. Denne mere ’mentale’ del af yogaen kan også være gavnligt for dit løb.
For eksempel har nogle personer en tendens til primært at trække vejret i den øverste del af brystkassen, hvilket kan være et tegn på anspændthed.
Med yogaens teknikker kan du arbejde mere med den dybe vejrtrækning, hvor du trækker vejret helt ned i mellemgulvet.
Yogaens afspændingsteknikker giver dig også mulighed for at træne din evne til at ’slappe af’ og finde balancen mellem træning og restitution.
Du kan derved øve dig på at blive mere bevidst om din krops signaler, og hvornår du bør give din krop og dit sind lov til at lade op.
Samlet set er der forskellige fordele at hente gennem yoga, og det uanset om du er løber med ambitioner for pace og distance, eller om du ’hygge-løber’ indimellem.
Hvis du primært styrketræner, kan de fysiske stillinger i yoga også være med til at gavne opbygningen af din muskelstyrke.
Især i de mere dynamiske yogaformer som for eksempel ashtanga yoga, vinyasa yoga eller hatha yoga, kommer du ud i stillinger, som du måske allerede kender, eller som kan minde om styrketræning med egen kropsvægt.
De dynamiske overgange mellem stillinger kan også bidrage til at forbedre din muskelstyrke.Samlet set kan yoga være et rigtigt fint supplement til din styrketræning, hvor du træner kroppen på en anderledes måde og får aktiveret flere muskler samtidigt.
Derudover kan yoga styrke både din balanceevne og mobilitet, som kan gavne din øvrige styrketræning.
Det kræver for eksempel også en vis bevægelighed i ankler og ryg, for at kunne udføre en squat-øvelse optimalt.
Prøv dig frem og vær’ nysgerrig på, hvad yogaen kan bidrage med i forhold til din øvrige løbe- eller styrketræning.
Måske finder du frem til 1-3 stillinger, som giver bedst mening for dig og din krop, og som du kan bruge enten i forbindelse med opvarmning eller nedvarmning til din træning.
Det kan også være, at du indimellem bruger yoga som en selvstændig træning i sig selv.
Er du klar på at kaste dig ud i det?
Så find måtten frem og tryk play på videoen herunder, som indeholder øvelser, der er perfekte til at supplere både din løbe-og styrketræning.
Rigtig god fornøjelse.
Altid gode priser, hurtig levering og 365 dages fuld returret
Hos SPORT 24 har vi noget for hele familien. Se vores store udvalg